Digital Selvforsyning er din guide til at gøre op med big tech, algoritmer, subscriptions, og dataindsamling. Digital selvforsyning handler om at tage ejerskab over ens personlige data, og ikke lade store tech-virksomheder tjene enorme summer af penge på dine personlige informationer. Et eksempel: Ligesom Frank (Bonderøven) fra Kastaniegården ikke er afhængig af Dansk Supermarked for at få sin mad, så behøver du heller ikke være afhængig af Spotify for at lytte til musik. Måske findes der et mere sikkert og trygt sted til dine personlige billeder, end hos iCloud og Google Photos? Måske et sted hvor du 100% selv bestemmer hvad der sker med dem, og hvem der kan se dem, ligesom med det gamle fotoalbum du har liggende henne i skuffen?
Det gør der. Husk på, at skyen er bare en anden persons computer. Intet andet. Der er ingen magi. Det eneste du gør er at betale med dine penge og dine data i bytte for en bekvemmelig løsning. Måske er det ikke jordens undergang at overlade noget af din data til en fremmede, men måske der findes en som er lidt mere flink og troværdig end storebror Google.
Disse og flere problemstillinger tager vi op på denne platform. Så er du også træt af at blive talt ned til, udnyttet og latterliggjort af store tech virksomheder, så er det her du skal læse med. Det håber vi at du har lyst til.
Platformen er drevet af frivillige i deres fritid og er et passionsprojekt. Så nyt indhold kommer når det kommer.